Er et nyt familieretsligt system, der baserer sig på barnets tarv og på forældrenes ligeværd og lige rettigheder, og som sikrer barnets og forældrenes ret til familieliv, uanset samlivsopbrud, med mindre dette reelt er til skade for barnet.
Er at bidrage til, at familieretssystemet udvikles med afsæt i barnets tarv, barnets rettigheder og forældrenes ligeværd og lige rettigheder. Det handler om, at barnets ret til fyldestgørende kontakt med begge forældre sikres maksimalt, med mindre dette reelt er til skade for barnet.
Er at bidrage afgørende til forbedring af børns tarv og at indsamle, skabe og formidle faglig og saglig viden om barnets tarv og familieretslige forhold samt bidrage til udvikling af familieretssystemet, det gode forældreskab og et godt børneliv.
Det familieretslige system er resultatet af mange års politiske beslutninger og lovgivning. Området er en kampzone, hvor ligestilling, rettigheder, kønskamp, økonomi og mange andre områder er i spil.
Lovgivningen er senest ændret i 2019, hvor det daværende “Statsforvaltning” blev ændret til “Familieretshuset”, og hvor der i højere grad end tidligere skulle være fokus på barnets tarv.
Lovændringen tager afsæt i barnets tarv, men dette er ikke et defineret begreb. Det betyder, at mange beslutninger i det familieretslige system eller domme i familieretten forholder sig til en løs og lidet dokumenteret forståelse af, hvad barnets tarv er, ligesom den manglende definition tillader, at gammel fortolkningspraksis fortsat hænger ved.
Området blev massivt underfinansieret – et klart politisk ansvar fra flertallet af folketingets partier.
Vi ser derfor fortsat, at en forælder, bevidst eller ubevidst, kan skabe en konflikt for at vinde retten til et barn og herigennem skubbe en anden forælder ud af det fælles barns liv. Når sagerne så når til Familieretshuset eller Familieretten, så er konfliktniveauet kunstigt højt og får forrang på den korte bane, hvormed et barn i større eller mindre omfang afskæres kontakt med den anden forælder.
Dét skal ændres. Der er brug for en gennemgribende reform af hele det familieretslige område, der involverer alle aktører omkring familiesager. Det starter med en definition af “barnets tarv” i tråd med europæisk menneskerettighedslovgivning og al dansk lovgivning med berøring af området.
Barnets tarv er også retten til begge forældre, og denne ret skal sikres. Staten har et ansvar for at sikre, at dette sker – også i praksis.
Et barn har ifølge dansk lovgivning, der tager afsæt i den europæiske menneskerettighedskonvention og FNs børnekonvention, ret til begge sine forældre. Barnets tarv er dermed også at se begge sine forældre regelmæssigt og personligt, hvilket dog i højkonfliktssager i det familieretsmæssige system viger til fordel for at fjerne barnet fra konflikten ved at afskære adgangen til den ene forælder.
Hver eneste dag mister et barn kontakten med en forælder. Konfliktoptrapning, forældrefremmedgørelse og samværschikane er en form for psykisk vold, der skader barnet og den berørte forælder for livet.
Problemstillingen kan ikke reduceres til alene at være forældrenes ansvar. Det er også en direkte konsekvens af et uhensigtsmæssigt familieretsligt system, hvor en bopælsforælder kan presse en samværsforælder ud af et barns liv. Dermed er problemet både politisk, juridisk og forvaltningsmæssigt.
Der er derfor brug for en udvidet forståelse af barnets tarv.
Et barn har en moralsk og universiel ret til begge sine forældres omsorg, beskyttelse og kærlighed – og barnets forældre har begge pligten og retten til at sørge for barnet.
Der er en indbygget ubalance i det familieretslige system, der skelner mellem A- og B-forældre (bopæls- og samværsforældre), og dette skaber en utilsigtet ubalance med økonomiske og følelsesmæssige fordele for nogle forældre, der søger at tage de facto ejerskab over barnet. Dette er at betragte som psykisk vold mod barnet og den anden forælder.
Forældrefremmedgørelse er, når en forælder, bevidst eller ubevidst, skubber en forælder ud af et barns liv og får familieretssystemets utilsigtede opbakning i denne proces. Dette kan være manipulation og psykisk vold og er til stor skade for såvel barnet som den anden forælder.
Samværschikane er, når en forælder, bevidst eller ubevidst, saboterer samarbejdet ved at lægge hindringer i vejen for en god og sund relation mellem den anden forælder og det fælles barn.
Vi ønsker en helhedsorienteret afbalancering af alle relevante forhold i samværssager, og at barnets tarv sikres ved, at relationen mellem forældre og børn beskyttes og bevares, medmindre dette beviseligt er til skade for barnet.
Vi mener, at konfliktoptrapning, forældrefremmedgørelse og samværschikane skal indgå i helhedsvurderingen, og skyldsspørgsmålet skal inddrages i håndteringen af samværssager.
