Forældrefremmedgørelse: Hvis du bliver skilt risikerer du at miste dine børn

I aften har TV2 premiere på en dokumentar i to dele med titlen ’Med børnene som våben’. Programmerne sætter fokus på, hvordan mange børn og forældre hvert år mister hinanden, når skilsmissen er en realitet. Årsag: Forældrefremmegørelse

Vi er mange, der holder vejret og håber på, at dokumentarserien ’Med børnene som våben’, der bliver sendt i aften og næste torsdag på TV2, kan være med til at gøre en forskel. Tusindvis af børn kommer i klemme, når deres mor eller far beskylder den anden for de værste ting og inddrager børnene i deres indbyrdes skilsmissekrig. Måske kan myndighederne i Danmark omsider få øjnene op for, at der er alt for mange børn og forældre, som hvert år mister hinanden, udelukkende på grund af skilsmisse.

Børnene har ikke valgt at deres forældre skal skilles, men desværre bliver de ofte tvunget til at vælge mellem deres forældre, fordi den ene forælder hjernevasker børnene til ikke at ville se den anden forælder. Det er det, eksperter kalder ’forældrefremmedgørelse’: En manipulerende far eller mor overbeviser børnene om, at den anden forælder er skadelig at være sammen med, og myndighederne opdager ikke manipulationen.

I praksis er der stort set ingen hjælp af hente og kun meget begrænset forståelse hos myndighederne og i den brede befolkning for, hvilke psykologiske mekanismer, der er i spil. En af årsagerne er, at mange forældre tøver med at stå frem i medierne, fordi de risikerer at forværre deres egen sag og blive opfattet som konfliktskabende. Derfor går så mange ulykkelige forældre så stille med dørene, selv om vi har brug for en åben debat. Mange forældre, der har mistet kontakten til deres børn, ønsker ikke at miste det lille håb, som de bærer i deres hjerte, om en dag at få deres børn at se igen. Derfor tier de stille og lever med smerten i stilhed – en smerte, man kun forstår, hvis man oplevet den smerte, det er at miste et barn.

Psykisk vold mod et barn
Der findes forældre i denne verden, som ikke er i stand til at drage omsorg for et barn, og som børnene derfor har god grund til ikke at ville se. Det kan være mennesker, der er psykisk syge, kriminelle eller ude i et alvorligt misbrug. Mennesker med manglende forældreevne risikerer at miste eller få tvangsfjernet deres børn, men det er ikke den type forælder, vi taler om, når vi taler om forældrefremmedgørelse: Vi taler tværtimod om velfungerende forældre, der mister kontakten til børnene, fordi den anden forælder ønsker det sådan. Den form for adskillelse er meget skadelig for barnet og en dyb sorg både for barn og forælder.

Forældre, der mister et barn til døden, får sorghjælp. Børn, hvor mor eller far dør, får hjælp og støtte i sorgen, men fremmedgjorte børn og forældre får ingen hjælp. Forældrene må forgæves kæmpe en ensom og umenneskelig kamp for retten til at se deres børn, og det er en kamp, som alt for mange taber. Børnene får heller ikke hjælp, for alt for få forstår de psykologiske mekanismer og den klemme, de er kommet i og som tvinger dem til selv at fravælge en af deres forældre. Børnene er tabere, men ingen ser det, og ingen hjælper dem.

Hævn ødelægger barndommen
I en skilsmisse, hvor den ene forælder vil hævne sig eller sikre sig selv bedst muligt, er det ikke kun økonomi og bodeling, der kan skabe problemer. Også krav om samvær, bopæl og forældremyndighed bliver nemt en del af kampen. I denne kamp er børnene desværre ekstremt nemme ofre. De står midt i en skilsmisse, deres verden er faldet sammen, og de skal til at finde en ny hverdag. De er meget sårbare, og børn vil instinktivt gøre alt, hvad de kan, for at ’overleve’. Hvis det betyder, at barnet må føje sin far eller mor ved at sige, at de ikke vil se den anden forælder, så gør de det.

I udlandet har man et langt større fokus på, hvor skadelig forældrefremmedgørelse er, og på engelsk taler man om ’parental alienation’. Nogle lande er så langt fremme i forståelsen af de manipulerende dynamikker, der er i spil, at de har gjort forældrefremmedgørelse strafbart. I flere stater i USA er domstolene meget opmærksomme på, at manipulation og hjernevask af børnene kan være en del af det, der sker i en skilsmisse. Der kommer mere og mere forståelse af de komplekse familiedynamikker og psykologiske mekanismer, der er på spil i svære skilsmisser og indsigt i, hvordan en forælder kan bruge børnene mod den anden forælder. I Danmark er vi desværre ikke nået så langt, og derfor gennemskuer myndighederne ikke, at børn bliver udsat for manipulation.

Myndighedernes blinde vinkel
I Danmark er det næsten et tabu at tale om forældrefremmedgørelse, for vi har en tendens til at opleve en ’konflikt’ som en kamp mellem to ligestillede parter. Der skal imidlertid ikke altid to mennesker til at skabe en konflikt. Det er nok, at den ene forælder ikke vil dele samvær, og det er nok, at den ene fremsætter beskyldninger mod den anden. Når det sker, så ser systemet kun selve ’konflikten’ uden at gennemskue, at det er den ene forælder, der er alene om at skabe den. Selv om den anden forælder har et ønske om at samarbejde, er det umuligt, når den anden forælder konstant er på krigsstien.

Ordet forældrefremmedgørelse beskriver meget præcist det, der foregår. Den ene forælder gør den anden fremmed for barnet, forhindrer samvær og antyder overfor barnet, at den anden forælder ikke er god at være sammen med. Konsekvensen er, at børnene hurtigt vender den ene forælder ryggen. Herefter tilbringer barnet resten af sin barndom alene sammen med den forælder, der hjernevasker og manipulerer barnet, hvilket er alt andet end sundt for et barn.

Det er ofte en meget dominerende og usund forælder, der udøver forældrefremmedgørelsen, og som børnene bevidst eller ubevidst ved, at de er nødt til at føje og indordne sig. Ofte er der beviser på truende adfærd og psykisk vold fra den fremmedgørende forælders side overfor den anden forælder og børnene. Dette får myndighederne desværre ofte ikke øje på. De ser ikke volden og manipulationen, men kun en konflikt mellem to forældre, der er skadelig for barnet.

Et psykisk mareridt for børn
Få danske psykologer, heriblandt den tidligere Børnerådsformand, Professor Emeritus Per Schultz Jørgensen forstår, hvor skadelig forældrefremmedgørelse er for børn. I en podcast af Anders Wendt Jensen med titlen ’Uden Min Datter’, kalder Per Schultz Jørgensen forælderfremmegørelse for ’et voldsomt overgreb på børn’. Han beskriver, at det får langvarige, psykiske følger for barnet. Barnet har som udgangspunkt behov for begge forældre og får et langt bedre liv ved at have kontakt til begge forældre.

I et andet afsnit i Anders Wendt Jensens podcast, beskriver en ung kvinde ved navn Josefine, hvordan hun selv som barn oplevede forældrefremmedgørelsen og mistede kontakten til sin far i flere år. Hun beskriver, hvordan hun føler sig svigtet af systemet og fortæller, at det har haft store konsekvenser for både hende og hendes far, at hendes mor forhindrede hende i at have kontakt med sin far i så mange år. For Josefine har det været ødelæggende og her 20 år efter Josefines oplevelser, er systemet stadig det samme, og der er stadig mange børn, der hvert år mister kontakten til deres mor eller far, fordi de er fanget i det psykiske mareridt, som forældrefremmedgørelse er.

Kærlige forældre mister deres børn
Når man hører de mange historier fra forældre, der har mistet deres børn i skilsmisser, er det utroligt, at der fortsat ikke er bedre forståelse af, at forældrefremmedgørelse findes og foregår hver dag i dagens Danmark. Desværre er det meget ofte dén forælder, der skaber konflikterne, ikke vil samarbejde, og som ikke synes, at barnet skal se begge sine forældre, der i sidste ende vinder.

Bare dette faktum, at det er den konfliktskabende, manipulerende og hjernevaskende forælder, der vinder, burde får alarmklokker til at ringe hos myndighederne om, at denne forælder ikke er sund for barnet og ikke vil barnets bedste. Det burde være oplagt for enhver, at det ikke er normalt, at børn selv fravælger al kontakt til en forælder og slet ikke en velfungerende forælder, som de har boet sammen med og endda ofte haft som den primære omsorgsperson og den mest nærværende af forældrene. Desværre ringer alarmklokkerne alt for sjældent og slet ikke højt nok.

Derfor kan danske myndigheder med fordel vende blikket mod udlandet. I udlandet  er der flere dygtige psykologer, der har arbejdet med forældrefremmedgørelse i mange år, og der er lavet simple tjeklister, som også danske myndigheder kan bruge til at vurdere, om der kan være tale om forældrefremmedgørelse i en sag, hvor konfliktniveauet er højt.

Når børn tænker sort-hvidt
I mange sager i Danmark beskrives børnene som meget sort-hvide i deres syn på deres forældre, og netop denne unuancerede måde at tænke på, er ét af de vigtige tegn på, at der kan være tale om forældrefremmedgørelse. Alligevel er det ofte blot noget, der noteres i sagen, selv om det burde give anledning til at undersøge nærmere, hvad der reelt foregår i familiedynamikken.

Herunder er listet otte tegn på forældrefremmedgørelse:

  1. barnet nedgør eller hader den forældrefremmedgjorte forælder
  2. barnet  kommer med vage eller absurde rationaliseringer for nedgørelsen eller hadet
  3. barnet har ikke den samme ambivilente holdning til den forældrefremmedgørende forælder
  4. barnet oplyser, at beslutningen om at afvise den forældrefremmedgjorte forælder er deres alene
  5. barnet forsvarer refleksmæssigt den forældrefremmedgørende forælder
  6. barnet viser ingen skyld over at behandle den forældrefremmedgjorte forælder dårligt
  7. barnet bruger scenarier og fraser, som det har lånt af den forældrefremmedgørende forælder
  8. barnets nedgørelse omfatter ikke kun den forældrefremmedgjorte forælder, men også dennes familie og venner.

De første punkter stemmer overens med den sort-hvide beskrivelse af barnets syn på forældrene, som ofte fanges af myndighederne og de børnesagkyndige, men når barnet ikke kan konkretisere, hvorfor det ikke vil se sin far eller mor, burde det for alvor vække nysgerrighed hos myndighederne.

Det sidste punkt, burde være et standard spørgsmål, når der er mistanke om forældrefremmedgørelse, da det ofte er hele mors eller fars famile og omgangskreds, som barnet pludselig mister al kontakt til. Myndighederne burde undre sig over, at et barn fra den ene dag til den anden vælger halvdelen af sin familie fra og stille spørgsmålet: Har de alle sammen pludseligt opført sig så dårligt overfor barnet, eller kunne det være forældrefremmedgørelse, der var på spil?

Overtrædelse af FN’s børnekonvention
Når forældrefremmegørelse er i spil, vil den fremmedgjorte forælder ofte blive mødt med anklager om f.eks. alkoholmisbrug, psykiske lidelser, voldelig adfærd – alt sammen usandheder, som skole, venner og familie nemt ville kunne afvise, hvis myndighederne ville se mere historisk og detaljeret på familien. I disse sager er der imidlertid såkaldt ’omvendt bevisførelse’, hvilket vil sige, at den forælder, der er under anklage, selv skal bevise sin uskyld. Det forlænger sagsbehandlingstiden, og mens tiden går, bliver afstanden mellem barnet og den fremmedgjorte forælder kun større.

Mange forældre oplever, at de er fuldstændig retsløse og mister alle rettigheder til samvær og kontakt til deres egne børn, uden at have gjort andet end at blive skilt. Forældre oplever, at helt basale menneskerettigheder bliver overtrådt af myndighederne i det danske familieretssystem:

  • I følge FN’s Børnekonvention er et barn defineret som en person under 18 år. I mange sager i Familieretshuset bliver børnesamtalen med børn helt ned til 8-10 år tillagt så stor vægt, at det reelt er barnet selv, der er med til at fravælge al kontakt til en tidligere elsket forælder. Hvis man forstår dynamikkerne bag forældrefremmedgørelse, vil man også forstå, hvor ødelæggende konsekvenser, det har for et barn, at barnet alene bærer så tung en beslutning på sine skuldre, som det er at fravælge en forælder. I stedet for at lægge ansvaret på barnets skuldre, burde myndighederne blive bedre til at undersøge, hvad der reelt ligger til grund for at afvise mor eller far.
  • I følge FN’s Børnekonvention artikel 9 gælder følgende: ”Deltagerstaterne skal sikre, at barnet ikke adskilles fra sine forældre mod deres vilje…” og ”Deltagerstaterne skal respektere retten for et barn, der er adskilt fra den ene eller begge forældre, til at opretholde regelmæssig personlig forbindelse og direkte kontakt med begge forældre, undtagen hvis dette strider mod barnets tarv.”

I en sag om forældrefremmedgørelse, mister man ofte al kontakt til sine børn, og der er ingen, der hjælper med at opretholde kontakt og forbindelse til barnet. Man bliver simplethen ’slettet fra barnets liv’ og udelukket fra al kontakt af den fremmedgørende forælder.

Der står endvidere i Artikel 19:

  • ”Deltagerstaterne skal træffe alle passende lovgivningsmæssige, administrative, sociale og uddannelsesmæssige forholdsregler til beskyttelse af barnet mod alle former for fysisk eller psykisk vold, skade eller misbrug, vanrøgt eller forsømmelig behandling, mishandling eller udnyttelse, herunder seksuel misbrug, medens barnet er i forældrenes, værgens eller andre personers varetægt.

Forældrefremmedgørelse er psykisk vold
Psykisk vold er blevet anerkendt ved lov 1. april 2019 og har følgende ordlyd:

  • § 243. Den, som tilhører eller er nært knyttet til en andens husstand eller har haft en sådan tilknytning til husstanden, og som gentagende gange over en periode udsætter den anden for groft nedværdige, forulempende eller krænkende adfærd, der er egnet til utilbørligt at styre den anden, straffes for psykisk vold med bøde eller fængsel indtil 3 år.

Eksempler på psykisk vold ud fra Justitsministeriets begreber:

  • At isolere en person fra den pågældendes familie, barn eller netværk.
  • Specifikt i forhold til børn kan også nævnes adfærd, der udsætter barnet for konstant devaluering, eller som nedbryder barnets selvværd. Der kan for eksempel være tale om, at barnet ignoreres og nægtes omsorg, eller at barnet tages som gidsel i konflikter mellem forældrene.

Lovgivningen beskriver således meget præcist, at forældrefremmedgørelse er psykisk vold, og at børn netop ikke må tages som gidsel i forældres konflikt. Trods denne lovgivning, er der fortsat mange børn, som hvert år mister deres mor og far, fordi myndighederne og dommere ikke forstår mekanismerne i forældrefremmedgørelse. Selv om børnene til børnesamtaler siger, at de ikke vil se deres far eller mor, er det ikke barnet, der taler. Det er den forælder, der fremmedgør den anden forælder, som manipulerer barnet til ikke at ville se den anden forælder.

Nytteløst at anmelde forældrefremmedgørelse
Når forældrefremmedgørelse er psykisk vold mod børn, burde det meldes til politiet, når børn pludselig beslutter, at de ikke længere vil se deres mor eller far. I de få sager, hvor forældre har anmeldt forældrefremmedgørelse som psykisk vold, har det imidlertid vist sig at være nytteløst, og det har ikke hjulpet til forståelse af sagen. De fleste forældre vælger derfor ikke at anmelde forældrefremmedgørelsen, da det desværre ofte har en negativ effekt på sagsgangen, fordi de kan blive opfattet som den konfliktskabende part.

Hvis bare den lovgivning, vi har idag, og de konventioner, Danmark har tiltrådt, ville blive brugt til barnets bedste på det familieretslige område, ville mange sager ikke få den ulykkelige udgang, som tilfældet er i dag. Derfor håber vi, at dokumentaren på TV2 kan hjælpe myndigheder og politikere til at få øjnene op for, hvordan psykisk usunde og konfliktskabende forældre har succes med at fremmedgøre børn, så de mister al kontakt til en velfungerende sund, kærlig og tidligere højt elsket forælder.

Vi er mange, der håber på, at ‘børnenes statsminister’ vil være den første statsminister, der forstår, at forældrefremmedgørelse findes, og at det er et altødelæggende mareridt, som mange børn og forældre lever i hver dag.

Denne kronik, og gæsteindlæg på barnetstarv.dk, er skrevet af Anne-Mette Barfod fra Powerkvinderne sammen med en mor, der gerne vil være anonym for ikke at skade sin egen sag. Det er en mor, der har mistet kontakten til sine børn, selv om hun bor helt tæt på dem og altid har haft et godt og kærligt forhold til dem.