Tale til “Hvor er far”-demonstration 19. november 2021

Kære venner, fædre og mødre.

Det er mændenes internationale kampdag, men vores fokus handler ikke om mænd eller kvinder eller om fædre og mødre – det handler om børn, og begge forældres pligt og ret til at varetage deres forældreskab til gavn for deres barn.

Vi i Barnets Tarv kæmper for barnets tarv, forældrenes muligheder for forældreskab og for en forandring af det familieretslige system.

Forandringens vinde blæser. Måske kun lidt, men muligheden for forandringer er til stede nu. Det er vigtigt, at vi sammen med alle andre fædre og mødre griber muligheden og bidrager positivt ved at kravle ud af skyttegravene og samarbejde om vores børn.

I alt for mange år har børn været set som forældrenes ejendom og især, at én forælder har mere ret til barnet end den anden.

Det er fundamentalt forkert. Et barn har en universel og moralsk ret til begge sine forældre. Forældrene har en pligt til at tage sig godt af deres barn – og retten til at kunne gøre det.

Det er barnets ret – barnets tarv – der er og skal være i fokus for det gode forældreskab og for det familieretslige system.
Og barnets tarv medfører også en pligt og ret for forældrene til at være forældre for deres barn. Ellers kan de ikke påtage sig det pligtige ansvar for deres barn.

Barnets Tarv er altså at have to forældre i dets liv. Medmindre dette er til skade for barnet. Og selv da skal vi som samfund se, hvor langt det er muligt at sikre barnets relation til forældrene.

Det er samfundets og statens pligt at sikre, at der er gjort alt, hvad der er muligt for at sikre barnets tarv og familiens rettigheder.

At fjerne en forælder fra et barn pga. udokumenterede anklager, samarbejdschikane og forældrefremmedgørelse er ikke at have sikret barnets tarv. Det er et monumentalt svigt fra en forælders, samfundets og statens side.

Familien, vores samfunds mindste sociale enhed, er det fundament, som et barn, forældre og samfundet hænger sammen i og med.

Også derfor er det nødvendigt, at vi som samfund forstår og respekterer den mest grundlæggende enhed i vores samfund – familien og dets medlemmer.

For et barn er forældrene den nærmeste familie resten af livet. Hjælpen til familier i konflikt, reelle eller ej, sætter sig spor i den sociale arv på tværs af generationer. Både positivt og negativt. Det sætter sig spor i samfundet på måden, samfundet fungerer på.

Det er denne konstruktion vi skal beskytte. Familien, barnet og forældrenes mulighed for at tage vare på barnet.

Det handler om barnets tarv. Barnets ret til tryghed, ro, omsorg og kærlighed. Det handler om samarbejde, ligeværd og ligestilling.

Den eksisterende lovgivning skelner ikke mellem køn, om end vi kan se, der er en kønsmæssig slagside i den måde opbrudte familier organiserer sig på og i den måde det familieretslige system udgør den juridiske ramme for opbrudte familier.

Vi taler ikke om køn. Vi taler ikke om mødre eller fædre. Vi taler om, at der er forældre, der tilsigtet eller utilsigtet, og bevidst eller ubevidst, er aktører i et system, der er usundt for børn, og at systemet skal laves om for ikke at skade de børn og forældre, der kommer i klemme.

Vi taler om det familieretslige system i alle dets afskygninger. Vi taler om forældreskab.

Desværre har vi gennem mere end 100 år haft et samfund og en lovgivning, hvor forældreskabet har været betragtet som særligt den ene forældres ret. Og der har ikke været så meget fokus på pligt. Altså ud over, at den anden forælder skulle betale til barnet. Uanset om man har fået lov at se sit barn eller ej. Desværre er der også forældre, der tror, at de har mere ret til barnet. Lovgivningen har et indbygget konfliktoptrappende potentiale baseret på forældede begreber, psykologiske forståelser og en middelmådig håndtering af familier i krise.

Lovgivningen skelner mellem bopælsforældre og samværsforældre. En A-forælder og en B-forælder. Det baserer sig på kønsrollemønstre og et samfund, der for længst har ændret sig. Men det har lovgivningen ikke!

A-forælderen ses som den rigtige forælder og har en masse juridiske og økonomiske rettigheder, og derfor er det også for nogle forældre et mål at gå efter at blive bopælsforældre. Det er usundt for barnet, for forældreskabet og for de positive dynamikker, der skal understøtte barnets tarv. Det skaber i stedet konflikt, sorg og ødelagte mennesker.

B-forælderen har, sat på spidsen, ret til måske at skulle leve med ikke at se sit barn, og ikke kunne løfte den naturgivne pligt og ret til at tage vare på sit barn. Måske skal denne forælder også leve med at blive slæbt igennem det familieretslige system med talrige ydmygelser, falske anklager, nederdrægtig opførsel og fremmedgørende dynamikker uden mulighed for at forsvare sig, for man skal jo bare lægge sig fladt ned og tage imod tæskene for ikke at bidrage til en påstået konflikt. Det er noget nær en forbrydelse i sig selv.

Den ene forælder kan, med den eksisterende lovgivning, bruge denne til at fjerne den anden forælder fra barnets liv bare ved at hævde og selv udvirke en konflikt, ved at sætte et digitalt kryds på en ansøgning og efterfølgende nægte at samarbejde, så et barn kan blive ødelagt for livet. Og den anden forælder kan miste forældremyndighed og mulighed for at se sit barn. Det er på alle måder en katastrofe.
Det er også at betragte som psykisk vold og et overgreb på barnets ret til begge forældre og familieliv. Barnet tager skade. Den anden forælder tager skade. Og den forælder, der udvirker disse ting, vil på et tidspunkt formentlig skulle møde et barn, der har forstået, hvad der er sket, og mærke konsekvenserne heraf.

At systemet understøtter dette, har karakter af systemvold og er en krænkelse af menneskerettighederne.

Forandringernes vinde blæser, og der er behov for, at det familieretslige system ændres fundamentalt. Og der er også behov for, at vi som forældre ændrer os fundamentalt. For vi er alle med til at agere i og fastholde systemet, som det er i dag – enten fordi en forælder aktivt misbruger systemet for at fjerne den anden forælder, eller fordi en eller begge forældre simpelthen ikke forstår de skadelige dynamikker, de indgår i, efter samlivsbrud. Eller blot, fordi vi accepterer præmisserne om to slags forældre.

Mange forældre kæmper en forståelig og indædt kamp for retten til at se deres barn. Mange knækker i forsøget, og alt for mange børn tager skade af denne kamp. Og næsten alle børn og forældre, der oplever denne kamp, bliver en del af en konfliktdynamik og tager skade. Mange forældre falder ud af samfundets bund efter en sådan tur rundt i et nedbrydende system.

Derfor er det vores ønske, at forældre ser disse skadelige dynamikker og gør alt, de kan, for ikke at være en del af konflikten. Det er svært men nødvendigt. Og forandringen starter med os selv.

At være en god forælder er naturligvis at sikre ens barns tryghed, trivsel og sunde udvikling – og det indbefatter også, at man som forælder søger at sikre et godt samarbejde med den anden forælder og forstår og arbejder for, at barnet skal have en tryg, uhindret og tæt relation med begge forældre. Med mindre, det er til skade for barnet.

Er man ude i et forsøg på at fjerne den anden forælder, er man i realiteten i gang med at påføre barnet skader på sjælen. Dette uanset om man forstår det eller ej.
At fjerne en forælder er at fjerne barnets ret til og mulighed for en sund udvikling af personlighed og identitet. Gør man det, så udøver man skjult psykisk vold mod et barn. Havde det været fysisk, så var man røget i fængsel.
Og alt dette handler om helt almindelige forældre, der både har evnerne og viljen til at være gode forældre for deres barn. Er samarbejdet svært, skal forældrene have effektiv hjælp.

I dag ansporer det familieretslige system og tilknyttet lovgivning til, at én forælder kan skubbe den anden forælder ud ved at berette om et højt konfliktniveau. Realiteterne og årsagen til konfliktniveauet behandles ikke, og én forælder kan ved hjælp af systemet nægte dialog og konfliktmægling. Og forældrene forstår nok ikke, hvad det er for en dynamik, de er underlagt af og bidrager til.

Resultatet er dermed alt for ofte, at falske anklager og uvilje, og måske manglende evne til samarbejde, præmieres.
Det er vi mange, der ved. Mange af os har oplevet det på egne kroppe, og vi har børn, der er i klemme. Og vi er magtesløse, fordi der er et helt familieretsligt system, der ikke er gearet til at håndtere alt dette, og som ikke i praksis anerkender disse fænomener. Heller ikke politisk er der forståelse for problemerne.
Det rækker helt op til regeringen og til ministeren, der på adskillige samrådsmøder har vist mangel på forståelse for udfordringerne og i stedet leget politisk kispus og taburet-rytteri. Det er en skandale uden lige!

Men vi må også kigge indad. Blandt alle os, der er ramt og kender til det familieretslige systems opbygning og dynamikker, er der ofte en tendens til at deltage i mudderkastning og anklager om psykiske svagheder hos vores opfattede modparter. Måske er det reelt og måske kan der også være tale om konfliktdynamikker, hvor samarbejdet er kørt af sporet i oprigtig frygt hos begge forældre.

Vi skal samarbejde alt det, vi kan – og vi skal insistere på, at det familieretslige system understøtter og præmierer det gode samarbejdende forældreskab.

Vi i Barnets Tarv ønsker, at de familieretslige områder skal laves grundlæggende om. Vi mener, der skal nedsættes en børnekommission, der med udgangspunkt i menneskerettighederne skal skabe et system, der reelt tager vare på barnets tarv – og altså dermed også retten til begge barnets forældre.

Vi mener, at et sådant system skal baseres entydigt på barnets tarv og deraf afledt også på ligeværd, ligestilling og positiv belønning. Ikke som i dag, hvor negativ adfærd præmieres.

Barnets tarv er ikke en modsætning til forældrenes pligt og ret til at tage sig af deres børn. Medmindre der selvsagt er noget alvorligt galt, og kontakten reelt er til skade for barnet. At få frataget forældremyndighed og miste relationen med ens barn skal høre til de absolutte sjældenheder. Forældrenes aktive og positive deltagelse i barnets liv er en forudsætning for barnets tarv.

Vi ønsker en klar tilkendegivelse i loven om, at hele det familieretslige system skal arbejde for og understøtte en positiv og tillidsfuld håndtering af barnets tarv, og herunder, at familierne i udstrakt grad skal hjælpes til at få konflikter afmonteret og til at arbejde sammen for at sikre barnets tarv. Fokus skal være på reel hjælp og skal modvirke de utilsigtede konsekvenser af rigide regler.

Som det er i dag, er mødet med det familieretslige system totalt uoverskueligt. Mange henvender sig til systemet for at få hjælp. Det, de ikke ved, er, at de i stedet kommer til at indgå i et system med egne dynamikker og mål, som ikke tjener nogen. Og der er sjældent hjælp at hente. Og er man forælder sammen med en forælder, der ønsker at eje barnet, så har man i praksis tabt på forhånd.

Godt forældreskab handler om forældrenes pligt til at være gode forældre for barnet – og medmindre noget er alvorligt galt, så må det være udgangspunktet, at de fleste forældre er gode forældre, der evner at samarbejde. Også selvom det kan være svært, og de har brug for hjælp til at komme fri af de skadelige dynamikker, der stortrives i en følelsesmæssig svær tid efter et samlivsbrud. Det er formentlig bare et øjebliksbillede, der risikerer at blive til sibirisk permafrost, hvis ikke forældrene hjælpes i tide.

I en sådan situation har hverken et barn eller forældrene brug for rigid lovgivning, konfliktoptrappende systemer og langsom sagsbehandling. De har brug for hurtig og kompetent hjælp til at løse praktiske problemer og konflikter, inden de vokser sig store.

Barnet har brug for, at forældrene evner at se hinanden ligeværdigt og samarbejde. Barnet har brug for fred og ro til at kunne være barn og til at kunne se begge sine forældre og mærke den kærlighed, der er fundamentet for udviklingen af en smuk sjæl og stærk personlighed.
Barnet og dets forældre har brug for hjælp til at få løst samarbejdsudfordringerne.
Og samfundet har brug for at basere sig på fungerende familier – uanset samlivsbrud.
Ellers ødelægger vi børnene, forældrene og samfundet.

Så der er brug for, vi tager os sammen, kravler ned af konflikttrappen, forsøger at indgå i dialog med vores medforældre om at få ting til at fungere godt for vores børn. Ikke fordi det er nemt, men fordi det er svært. Dét er godt forældreskab – at tage ansvar for at gøre sit yderste for sit barn og på at sluge 1000 kameler undervejs.

Tiden er nu kommet, hvor vi alle medvirker til og kræver forandringer, så ikke endnu flere børn og forældre skal ødelægges for livet i et umenneskeligt familieretsligt krydspres!

Der er brug for en ny lovgivning og en ny måde at tænke formålet med hele det familieretslige system, der rækker ud over jura, forvaltning og formynderi, og som i stedet sætter fokus på barnets tarv, det gode forældreskab, og ligeværd og ligestilling i forældrerollen.

Tak til arrangørerne for taletiden og tak til alle jer, der er mødt frem på denne kolde novemberdag.